Menu

Slangerup - MLI 0-3

image
Kim Daugbjerg
29. april 2018 kl. 13:51

Lørdag var det et noget afbudsramt hold cheftræner Lars Wodskou skulle sætte op til dagens kamp imod Slangerup.

Hele 9 afbud var meldingen til cheftræneren torsdagen inden kampen, imod et af bundholdene i rækken.

Under opvarmningen kom så endnu et afbud, da altid uheldige Anders Weng trådte forkert på den noget ”bløde” bane.

 

Så var Lars Wodskou oppe på 10 afbud til en kamp, hvor Melby for alvor kunne spille sig tilbage i oprykningsræsset.

 

Melby lagde forsigtigt ud, og efter at have set modstanderens formåen, satte holdet lidt mere tryk på presset overfor en modstander der på dagen spillede en fornuftig kamp. På målet havde Lars Wodskou modtaget op til flere afbud, så den unge midtbanespiller Lukas Kvistgaard tog imod handskerne og spillede en god kamp i målet. Midt i første halvleg kom Melby frem til endnu en chance, som altid farlige Oliver Roskvist bankede i kassen – 1-0 til Melby og fuld fortjent. Frem imod pausen havde Oliver endnu en kæmpe chance for at gøre det til 2-0 – igen op super sammenspil med Rasmus ”Ralle” Jensen. Men for en gang skyld svigtede Olivers træfsikkerhed, og hjemmeholdet kunne gå til pause med en lille forhåbning om points imod et af topholdene.

 

Men sådan skulle det ikke gå. Melby pressede på og Christian Wiborg havde endnu en kæmpe Melby chance for at trække lidt fra hjemmeholdet, men alene med målmanden skød Christian lige på målmanden – og 30 sek. efter havde hjemmeholdet deres chance for udligning, men Lukas Kvistgaard hev en klasseredning frem, og derfor stadigvæk 1-0 til Melby. 15 min. inde i 2. halvleg afgjorde Oliver Roskvist for alvor kampen med hans 2. mål i kampen, og herefter var det Melby over hele banen. Allan ”Moller” Pedersen gjorde comeback (igen igen) for første gang i 2018. Han satte den ro på spilles som de unge spillere tidligere i kampen havde manglet. Rasmus ”Ralle” Jensen headede et indlæg fra Jacob Møller i målet til 3-0 10. min. inden sidste fløjt, og kronede endnu en god arbejdsindsats med et mål og flotte opspil til sine medspillere gang på gang.

 

På dagen var Mathias Zøllner, Rasmus ”Ralle” Jensen og Nicklas Thøgersen de bedste på Melbys side – sammen med farlige Oliver Roskvist, der altid står de rigtige steder.

 

Næste udfordring for Lars Wodskous tropper er lørdag kl. 15:30, hvor der for alvor er topkamp på St. Lyngby stadion. Her kan det afgøres om det er Melby eller St. Lyngby der trækker lidt fra de øvrige der aspirere til oprykning. Kampen bliver et gensyn med tidligere holdkammerater for de nye Melby-spillere Marco Nielsen og Jacob Madsen, samt et gensyn for Lars Wodskou med klubben han tidligere har trænet igennem flere år.

Luk