Kongekasser i Melby
Lørdag var Melby vært for rækkens nummer 2, som er FIF, Hillerød.
Melby havde nogle afbud til lørdagens kame, hvor bl.a. de 2 unge Anders Weng og Lukas Kvistgaard ikke var til rådighed for cheftræner Lars Wodskou.
Alligevel havde cheftræneren en god 14-mands trup til rådighed på dagen, hvor der blev debut til Christian Brix og gensyn i truppen til Oliver Braat efter en 3 ugers skadepause.
Melby lagde godt ud og havde et par store chancer ved Jacob Madsen og Marco Nielsen, der begge burde havde bragt Melby foran… Men heldet var ikke rigtigt med Melby i starten af kampen – det var gigant chancer der blev til ingenting”…!
Men på FIF´s stort eneste chance i første halvleg kom de foran 0-1 efter 10 min., på et langskud fra 20 mtr. i en situation, hvor Melbys keeper Emil Cronval ikke så helt godt ud. Heldigvis rystede den unge målmand ikke på hænderne resten af kampen, hvor han diskede op med flere gode redninger.
Efter denne scoring kom Melby for alvor i arbejdstøjet, og det gav flere gode chancer, men først efter 30 min. hvor Frederik Larsen tog sagen i egen hånd på en løs bold i feltet, bankede han bolden op i målhjørnet til udligning 1-1. En virkelig flot scoring af Frederik, som desværre senere måtte udgå med en skade. Herefter var det Melby overalt på banen, og fortjent kunne bringe sig foran kort før pausen ved Rasmus ”Ralle” Jensen. Totalt udspillet kunne FIF´s defensiv kun se til at Søren Thomsen kunne afslutte et flot gennemspillet angreb, ved at smide bolden ind i hovedet på Rasmus ”Ralle” Jensen - der sammen med Jacob Madsen kom ”flyvende” på bagerste stolpe – og bragte Melby foran 2-1. Fortjent efter en god og solid halvleg af hjemmeholdet, der virkelig har fået ramt niveauet de sidste uger. I pausen fik cheftræner Lars Wodskou mulighed for at rose spillerne for en flot indsats de første 45 min., som skulle arbejdes hjem de sidste 45 min.
Men kort ind i anden halvleg kom FIF på 2-2 på endnu en kongekasse denne eftermiddag på Melby stadion. Fra 30 mtr. – lidt ude i siden af banen - valgte en FIF-spiller at banke bolden over i modsatte målhjørne uden chance for Emil Cronval i målet. Flot mål man kun kan nikke anerkendende over. Nu skulle Melby igen på jagt efter sejleren, og havde også chancerne til noget der kunne ligne chancer, men de helt store kom aldrig. Midt i halvlegen blev Melbys angriber Jacob Madsen skadet og måtte lade sig udskifte, samt også en 10. min. udvisning til dagens Melbyspiller Jacob Wang, gjorde ikke tingene nemmere for Melby. Men med en solid arbejdsindsats blev det ene point bragt i hus. De sidste 15 min. var et stort pres fra udeholdet, og de kom frem til 2-3 store chancer, som Emil Cronval tog sig af. Specielt den sidste kort før tid var ren klasse. En FIF spiller stod alene i målfeltet alene med Emil, og trods en god afslutning imod Melbys mål, fik Emil med en refleksredning bolden rettet af til hjørnespark. Derved endte kampen 2-2, og efter 2 forskellige halvlege for hjemmeholdet kunne det nok være OK med 1 point på kontoen.
Bedste på dagen var Jacob Wang, Rasmus ”Ralle” Jensen og Emil Cronval.
Næste kampe er søndag ude imod FC Dunav, som ligger i den tunge ende af tabellen, men et hold Melby altid har haft det svært imod, specielt på deres baner i Hillerød.